Skrevet af: Morten Torbjørn Andersen
QR-koder popper op flere og flere steder i marketing og reklame. Koderne har uden tvivl potentiale, selvom man skal passe på med at overvurdere effekten. Men hvis man kigger sig lidt omkring i Danmark, finder man masser af QR-koder sendt fra helvede – Kstud.dk har fundet fem du kan grine af i sommervarmen.

Dong vil gerne rekruttere, og så skal man da bruge QR-koder – det er det de unge vil ha’. Man skal også bare lige forbi pensionisterne og de gangbesværede i bussen, før telefonen er tæt nok på reklamen, til at du rent faktisk kan scanne, den i øvrigt grafisk veludførte, QR-kode.


Kuglepen: QR-kode på en firmakuglepen. God idé tænker du. Men se så det næste billede. Det er sådan koden ser ud, når man prøver at scanne den med en iPhone 3Gs. Måske man skulle have lavet en test?

Tæt på Ofelia Beach i København, kan man leje et flot træskib til firmaarrangementer og lignende. Og til de engelsksprogede er der en QR-kode, så de også kan være med. Problemet er bare, at der er halvanden meter vand fra kajen til den lille QR-kode.

Det stort anlagte Folkemøde på Bornholm skriver på deres Facebook, at de har opdateret programmet – det er de tusindvis af gæster sikkert glade for. Men når du render rundt på klippeøen og tjekker Facebook på din telefon, hvad skal du så scanne koden med? Din anden telefon? Måske et ganske almindeligt link havde været på sin plads.

Her er en mystisk QR-kode på et go-card – så der skal meget til før man scanner den. Og hvad får man så frem? På det næste billede kan du se noten fyldt med stavefejl, der lover en klækkelig rabat på et dildoparty. Gad vide hvor meget salg de go-cards har ført til?

Hvis du vil grine af flere QR-koder, så læs 10 Funniest QR Code Fails her, og bemærk det danske islæt til sidst.
Har du flere eksempler på dårlige QR-koder? så link gerne til dem nedenfor.



















