Skrevet af: Kristine Djursaa
Vi studerende opfordres ofte til at benytte os af enhver chance for at få noget praktisk erfaring, så vi står stærkere i jobkonkurrencen, når vi engang skal forlade universitetets tryghed. Men samtidig hører man stemmer, der beskylder studerende for at udfylde stillinger og udføre opgaver, der egentlig burde klares af færdiguddannede.
Der er ikke nogen statistik over, hvor mange universitetsstuderende, der benytter sig af muligheden for at få meritoverført lidt erhvervserfaring fra mere eller mindre interessante praktikstillinger som en del af studieforløbet. Men i mit netværk af kommunikationsstuderende kan jeg ikke komme på ret mange, der ikke har forsøgt at supplere den tørre teori med noget praktisk erfaring fra ’det virkelige liv’, så mit ydmyge bud er, at størstedelen af os søger praktikophold bl.a. på ambassader i udlandet eller i diverse private virksomheder og offentlige organisationer herhjemme.
Selvom praktikken egentlig bare skal gøre os bedre til at varetage et job, når vi står helt sprøde og klar til arbejdsmarkedet, bliver vi skudt i skoene, at vi stjæler kontorplads fra de færdiguddannede i arbejdsløshedskøen for en næsten ikke-eksisterende løn.
Men hvorfor er det overhovedet relevant for os som studerende? Jo, først og fremmest bliver vi jo også selv færdige med studierne engang. Og så står vi måske på den anden side af åen og kigger på alle de ulønnede praktikanter, der følger med strømmen og løser opgaver, som VI burde løse. Og få løn for at løse. Den tid den sorg? Måske.
Praktik, hvorfor?
Men hvis det skaber problemer, hvorfor så overhovedet tage en praktikplads? Hvorfor ikke ’nøjes’ med et almindeligt job som studentermedhjælper? Jo, ideelt set er forskellen jo, at der i et praktikforløb bliver taget hånd om din uddannelse. Arbejdsopgaverne er relevante for din uddannelse og dine evner, og du ender ikke med at gå i pendulfart mellem kaffemaskinen og printeren.
Det gælder for nogle (de fleste?) af os. Og så er der de andre. Som min veninde Lea, der var i praktik på et turistbureau. Hun blev sat til mange af de samme opgaver, som hun tidligere havde udført som studentermedhjælper, hun måtte arbejde hjemmefra, fordi der ikke var plads til hende på kontoret og blev sat til rutineopgaver, der ikke ligefrem udfordrede hendes kommunikationsfaglige viden. Needless to say, så var Leas karriere som praktikant ganske kort. Hun blev brugt som gratis arbejdskraft til at få færdiggjort nogle af virksomhedens hængepartier uden så meget hensyntagen til hendes uddannelse.
Men egentlig skulle praktikken gerne være chancen (eller en af dem) for at blive testet – og teste sig selv – inden det for alvor går løs. Man har chancen for at skabe kontakter, netværke og få det rigtige navn på cv’et. Men i disse krisetider er der mange om jobbene, og virksomhederne vælger måske den næsten færdiguddannede, der ikke får løn eller kun får en symbolsk udbetaling, frem for den færdiguddannede og måske mere erfarne, der til gengæld skal have fuld løn for at løse de samme opgaver. Resultatet af opgaveløsningen kan måske/ måske ikke måle sig, men halvgodt er åbenbart godt nok, hvis det er gratis.
Hvad gør vi så ved det?
Jeg har selv været i ulønnet praktik. Og har udfyldt en position, der nok burde være udfyldt af en færdiguddannet kommunikationsmedarbejder. Jeg syntes, det var fedt at prøve mig selv og mine evner af og få en forsmag på ’det virkelige liv’. Og faktum er, at det job ikke ville eksistere, hvis det skulle besættes af en akademiker til fuld løn. Så ville virksomheden ikke eksistere. Så hvis ulønnede praktikanter kan hjælpe til at skabe vækst i små og mellemstore virksomheder, er de måske i virkeligheden med til at skabe jobs på længere sigt?
Men hvad skal man gøre som studerende? Nægte at løse opgaver, der lugter lidt for meget af ”rigtige” kommunikationsopgaver? Der er jo heller ingen, der gider bruge fem måneder af deres studietid på at sætte ting i mapper eller fylde frugtkurven. Eller skal vi kræve ekstra løn i vores praktikophold (med ekstra mener jeg ud over den SU, vi som bekendt får for at uddanne os), så vi bliver mindre attraktive at vælge frem for færdiguddannede?
De fleste praktikophold placeres i sidste halvdel af et kandidatstudium, hvor praktikanten stort set er på samme faglige niveau som en nyuddannet, men forskellen i lønudgifter for virksomheden er ganske markant. Så måske vil løsningen være at tilrettelægge uddannelserne, så praktikken placeres tidligere i forløbet?
Under alle omstændigheder er det en situation, der ikke er helt ligetil at løse. For hvem skal tage det første skridt? I sidste ende er det vel i alles interesse, at de studerende kommer i lærerige praktikforløb, så de kommer ud af de højere læreanstalter med talent for mere end at gå i skole, men det skal selvfølgelig ikke ske på bekostning af de færdiguddannede, bare fordi de skal have løn.
