Skrevet af: Nikoline Christensen
Mangler du nøglen til den gode jobansøgning, der skaffer dig drømmejobbet? Måske er du frustreret over, at dine jobansøgninger sjældent fører til en jobsamtale? Læs med og få inspiration til struktur, indhold, tips og tricks til din kommende jobansøgning –og styr uden om klicheer, upersonligt sprog og tomme ord.

En god jobansøgning kan være en stor kommunikativ udfordring. Det handler om at sælge sig selv på skrift, så dørene åbnes til det forjættede land –jobsamtalen. Der findes mange eksempler på jobansøgninger, men ingen fast skabelon. En god jobansøgning er et svar på jobannoncen med uddybning af ens personlige kvalifikationer i forhold til jobannoncens krav. Det er altså nødvendigt at skrive en jobansøgning fra bunden, hvorimod CV’et kan være en smule mere standardiseret. Selvom det perfekte eksempel på en jobansøgning ikke kan generaliseres, findes der gode råd til både struktur og indhold. Det gennemgår vi her.
Forarbejdet former jobansøgningen
Det er vigtigt at kende den virksomhed, man ønsker at blive ansat i. Researchen kan bestå i at tjekke hjemmesiden eller i at kontakte virksomheden. Ring eventuelt til virksomheden og stil relevante spørgsmål, der kan give ansøgningen en ekstra dimension. Spørg ind til stillingen og til, hvilke kompetencer virksomheden lægger vægt på. Gennem en telefonsamtale er det også muligt at spørge ind til, hvilke udfordringer virksomheden står over for.
Viden om udfordringer, kompetencer og andet kan guide jobansøgningen og dermed øge relevansen. Ved at undersøge virksomheden er det samtidig nemmere at få en fornemmelse af, hvilken tone og hvilket skriftsprog jobansøgningen skal skrives i. Det giver ingen mening at være super kreativ, hvis hjemmesiden er skrevet køligt og konstruktivt.
Første afsnit vækker nysgerrighed
Overskrift og indledning er svær, fordi de vigtigste oplysninger skal samles her for at fange læserens interesse. Læseren skal få en hurtig begrundelse for, hvorfor du søger, hvad du kan tilbyde virksomheden, og hvorfor det er dig frem for den næste ansøger i bunken, der skal have jobbet.
Pia Hammershøy Splittorff, fra Holm Kommunikation, giver et eksempel på den gode indledning: ”De senere år har jeg holdt øje med Holm Kommunikation [du er opmærksom på os og har aktivt fulgt os – det kan vi godt lide at høre], konkurreret om new bizz-emner mod jer [vi er nysgerrige – hvilke og hvilken rolle spillede du?] og hørt positive tilkendegivelser om jer i mit netværk [lidt smiger – we like]. I er derfor mit oplagte valg til en uopfordret ansøgning [ja, selvfølgelig].” Indledningen viser initiativ og målrettethed, og der bliver skabt en nysgerrighed hos læseren.
Har du ingen tidligere erfaringer i branchen kan en god indledning være et fokus på, at du er ung, fyldt med ny viden og klar på at arbejde hårdt.
Virksomheder vælger den motiverede
En ansøgning handler ikke kun om at beskrive, hvad du kan, men også om at fortælle, hvorfor jobbet er det helt rigtige for dig. Hvis to kandidater er lige kvalificerede, vil virksomheden ofte vælge den person, der virker mest motiveret. Det kan være en god øvelse at tænke over, hvad der motiverer dig til at søge jobbet. Er det arbejdsopgaverne? Udfordringerne? Virksomheden? Produkterne? Eller måske branchen? Fortæl om, hvorfor det pågældende motiverer, og hvordan du kan bidrage med noget helt specielt på det område.
Historien om dig
Virksomheden skal vælge dig, fordi du har de helt rigtige kvalifikationer og kompetencer. Her virker det ikke at skrive, at du er praktisk, detaljeorienteret eller forandringsdygtig. Kom med konkrete eksempler på dine tidligere erfaringer i relation til kravene i jobannoncen, og fortæl dermed historien om dig selv. I denne del af ansøgningen skal virksomheden finde svar på alle de potentielle spørgsmål, de kunne have til en kandidat.

Eksempel på den gode jobansøgning
20 do and don’t i jobansøgningen
Do i jobansøgningen:
- 1. Besvar jobannoncen
- 2. Hold en rød tråd igennem jobansøgningen
- 3. Skriv i dit eget sprog og lad fremmedordbogen stå på hylden
- 4. Hold ansøgning på højst en side
- 5. Få jobansøgningen læst igennem af en anden
- 6. Juster sproget til at passe til virksomheden
- 7. Brug korte sætninger og afsnit
- 8. Gem en kopi af jobansøgningen og jobannoncen til samtalen
- 9. Fokuser på én idé pr. afsnit og skriv pointen i første linje
- 10. Brug aktive verber
Don’t i jobansøgningen:
- 11. Drop billedet i jobansøgningen – det hører hjemme i CV’et
- 12. Stavefejl
- 13. Løgne
- 14. Standardansøgning til alle job
- 15. Fokuser ikke på dine mangler, hvis der er noget i jobannoncen, du ikke kan
- 16. Undgå at gentage dig selv
- 17. Brug ikke klicheer, prædikater og for mange superlativer
- 18. Tema-lingo er ikke kreativt, men anstrengende
- 19. Pas på snik-snak eller varm luft
- 20. Husk balance mellem selvtillid og arrogance
Læs flere artikler om jobansøgninger:
Skriv aldrig at du brænder for PR
Ind i k-branchen – Insiderguide



















